Interview med Helene Callesen af Nikolaj Callesen, 2023

Du er i den seneste tid begyndt at arbejde mere figurativt, tegne, påføre maling, give de opståede mønstre form. Fra ler og vand skaber billeder, til at du også i stigende grad styrer og interagerer med de grundelementer, vand, ler og papir. Fortæl lidt om hvordan det at arbejde med ler på papir er opstået for dig i sin tid, hvad der fik dig til at holde fast i det i højere grad end det skulpturelle og hvordan det har udviklet sig til de seneste farvebilleder.

I 2011 gik jeg fra at arbejde skulpturelt over til teknikken med ler på papir. Hvor mine skulpturelle værker forholdt sig til kroppens væren i rummet, ville jeg nu gerne afbillede sindets landskaber. Jeg havde arbejdet med fladen på kunstskoler før jeg blev keramiker, så det var ikke fjernt for mig at tage det op igen.

I mine første forsøg var mine lerbilleder rimelig styrede, på den måde at jeg klassisk malede med leret – og jeg havde også menneskefiguren afbilledet. Men i min opmærksomhed overfor lerets spontane iboende udtryk, havde jeg lagt mærke til de rodlignende mønstre, der opstod når det for eksempel lå i vasken. Disse mønstre var forunderlige og fascinerende for mig og jeg tænkte at jeg måtte kunne fastfryse dem på en flade.

Jeg gik på opdagelse i disse spontane udtryk, der opstod når jeg påvirkede leret på forskellig vis og blev fuldstændig grebet af det arbejde og er det på sin vis stadig. Horisontlinjen – altså landskabet har været mit udgangspunkt i lang tid. Her har det ofte været på lerets præmisser at disse billeder er blevet til. Jeg begyndte dog at savne at styre det lidt mere og ville gerne det mere figurative og fortællende igen – så jeg er lidt tilbage til hvor jeg startede – denne gang prøver jeg dog både at lade lerets spontane udtryk komme frem samtidig med at jeg kan finde på at male med penslen.

I lang tid brugte jeg kun den sorte ler – hvor der var en grafisk enkelhed i udtrykket, men jeg har savnet farven. Jeg har forsøgt med akvarel, farvekridt og farveblyanter og er nu begyndt at arbejde med den røde ler frem for den sorte.

Når jeg ser dine seneste værker, kan jeg sagtens se den røde tråd i dit arbejde, fra det enkle vand, ler og papir til at du engagerer dig mere i de opstående former med farve og tegning.Fortæl lidt om din oplevelse i processen af forholdet mellem det der opstår når du tilrettelægger for at det kan og det du styrer. Altså udefra set er din praksis meget lagt an på eksperimenteren og at gribe det opståede. Hvordan ser du på forholdet mellem det du kan styre og det der opstår?

Jeg har i lang tid været optaget af surrealisternes automatteknikker – altså at lade det ubevidste styre indtil der opstår udtryk jeg finder interessant. De tilfældigt opståede mønstre er fascinerende for mig at iagttage og bruge i billederne. Samtidig styrer jeg det jo i sidste ende ved at stoppe processen og med horisontlinjen arbejde indenfor landskabstraditionen. Ind imellem har processen tilfældigt ført figurative elementer ind i billedet også, hvilket jeg med glæde har budt velkommen.

Men som sagt er jeg begyndt at styre indholdet i billedet mere nu. Jeg er mere bevidst om hvad jeg gerne vil have frem og prøver så stadig at gøre brug af lerets tilfældigt opståede udtryk. Ofte prøver jeg også at arbejde ud fra tekster. Jeg bilder mig ind at leret og jeg arbejder sammen om at få det endelige billede frem – vi er medkunstnere.

Du skriver at du interesserer dig for menneskelige eksistentielle spørgsmål. Du er f.eks. optaget af skabelsesmyter, hvordan vores indre verden, kan man sige, genklinger i naturens fænomener. Har du eksempler på skabelsesmyter, kunst eller litteratur du er særligt inspireret af?

Jeg er optaget af menneskets forhold til verden og dermed eksistentielle spørgsmål. Jeg læser for eksempel nu her i Hartmut Rosas lille bog om det ukontrollerbare, hvori han refererer til flere tænkere der beskriver hvordan det moderne menneske er blevet fremmed overfor verden blandt andet i vores forsøg på at gøre verden nyttig og kontrollerbar. Maurice Merleau-Ponty siger vi er ”af verden” og det er også det flere skabelsesmyter på tværs af kulturer poetisk beskriver.

Jeg er opvokset i et grundtvigsk kristent hjem, hvor min far var præst og min mor efterskolelærer og det er jeg præget af. Jeg er blevet påvirket af de salmer og højskolesange vi sang som barn og ung – de naturbilleder der bruges, fuglene og Grundtvigs kredsen om ånd og støv, liv og død.

Det er de jødisk/ kristne skabelsesberetninger, jeg i lang tid har været optaget af. At mennesket skabes ud af jorden – leret og får indblæst livsånde i sig. I Anna Sophie Seidelins genfortælling af skabelsesmyterne skriver hun: ” Han skabte dem af samme stof som verden, sådan at de kom til at høre til i verden og aldrig kunne blive kede af den.” Det synes jeg er vidunderligt smukt. Vi kan ikke uden det ophav, vi er forbundet med – naturen, materien, jorden – verden. Egentlig er vi dannet af stjernestøv, hvilket ikke gør det mindre smukt. Vi er en del af kosmos og må passe på os selv, hinanden og vores ophav.

I min afgangsopgave fra designskolen undersøgte jeg, hvordan der kan opleves liv i den døde materie. Her var jeg omkring mange kunstnere som blandt andet Michelangelo og Rodin der i nogle af deres skulpturer arbejder med det formede overfor det uformede i marmoren. Skulptøren Hein Heinsen siger: “Nuancerne er en slags hud i materien, der gør at vi kan blive ved med at stille spørgsmål. Nuancerne er den åndelige side ved det materielle.” Der er Lucian Freuds vidunderlige portrætmalerier, hvor huden afbilledes så levende. Louise Bourgeois celler. Jeg har også været optaget af John Olsen, der arbejdede tæt på naturen og også inddragede sig selv som natur i sine værker – værk og kunstner smelter næsten sammen hos ham i hans svedetegninger. Han havde en stærk fornemmelse af naturen omkring ham og i sig selv, tror jeg.

Du er optaget af den skrevne og fortalte poesi. Er poesi et gennemgående tema i dit arbejde, og hvis det er, hvad forstår du ved poesi? Er det f.eks. noget der har med hverdag og rutine at gøre.

I kristendommen sker syndefaldet, hvor mennesket bliver adskilt fra paradis og den umiddelbare naturtilstand og får bevidstheden om godt og ondt. Der sker en splittelse af mennesket. For mig er poesien et oprør imod den splittelse vi kan opleve – den er til for at trøste, samle og hele for en tid. Poesien, kan for mig være i det tavse og i det talende. Sproget har med fællesskabet at gøre og den sproglige poesi kan få en til at føle sig som en del af noget fælles. For mig er det tavse billede også vigtigt – det appellerer til synet men også til det ordløse. For mig kan der være meget poesi og trøst at finde i den sprogløse natur. Billedet knytter sig her ofte mere til den enkeltes stemninger end det fælles, kan jeg personligt opleve.

For mig opstår poesi når noget splittet samles i et hele – når noget fremtræder i en orden for et øjeblik og man også føler sig dybt forbundet med noget udenfor en selv. Poesi for mig i mit arbejde sker når et billede samler sig. Der er noget uforudsigeligt i det poetiske – det lader sig ikke tvinge frem. Man må skærpe sine sanser for at opleve det poetiske, erfarer jeg. Der er et arbejde med hele tiden at forfine de sanser, der kan gribe de øjeblikke hvor poesien viser sig.

Jeg ser mange historier, myter, fortællinger i dit arbejde. Er der også samfundsmæssige eller samtidige forhold, udfordringer f.eks. klima og natur der optager dig? Har du noget særligt på hjerte med din kunst i den henseende?

Jeg vil vende tilbage til Hartmut Rosa og hans beskrivelse af hvordan verden kan opleves som fremmed for os. Den er blevet affortryllet som Max Weber siger. Der hvor der kan opstå betydning er hvis vi åbner os over for verden – der hvor vi ikke vil nyttiggøre eller beherske den, der kan opstå en resonans der forandrer os. Hvis vi lytter er der en kalden på os fra verden.

Jeg mener at huske at forfatteren Poul Borum engang skrev, at når vi ser ind i os selv ser vi kun mørke. Livet er primært noget der kommer til os udefra, selvom jeg også jeg også er optaget af de kræfter der findes i mennesket. Nogle af disse tanker er jeg optaget af i mit arbejde.

Jeg har altid været optaget af kristendommen og her synes jeg teologen og filosoffen K.E. Løgstrup har nogle interessante tanker. For det første er det livet her det handler om for ham. Der er ikke en verdensforskrækkelse. Og så er der hans tanker om guds skabelse af verden og mennesket som værende godt – Gud så at det var godt, står der i en af skabelsesberetningerne. Faldet af mennesket sker fra noget godt – og det gode skinner stadig igennem i vores tilværelse – men det kommer ikke fra os men fra universet som han siger – vores ophav.

Der er i dag meget opmærksomhed rettet imod hvor ødelæggende de monoteistiske religioner her iblandt kristendommen har været. At kirkens natursyn har præget vores verden og været medvirkende til den enorme klimakrise vi står i. Naturen har i kirkens mest udbredte fortolkning af bibelen været noget mennesket skulle herske over og kroppen/ menneskets natur og kræfter var som udgangspunkt noget syndigt der skulle holdes nede. Det er jeg optaget af at spørge ind til – det syn på at naturen skal tøjles og ikke derimod værdsættes som ligeværdigt og med værdi i sig selv – som skabt af noget andet end os selv.

Hvad vil du ønske beskueren får ud af dine værker?

Jeg tror der er en længsel i mine værker. En længsel efter at blive forbundet med noget udenfor en selv. Så er der en spørgen ind til, hvordan frihed kan vise sig.

Hvad vil du gerne opnå med din billedkunst indenfor de næste par år?

For tiden er jeg optaget af at forsøge mig med ord i stedet for jord. At forsøge at lære at skrive tekster. Jeg er også optaget af at illustrere langt mere – at lave billeder til tekster. Jeg ser det lidt som en brydningstid for mig i mit arbejde – jeg er på nye veje.